I 2018 erstattede ’puljen til almennyttige kulturelle projekter’ den tidligere ’pulje til humanitære, velgørende og andre almennyttige formål’. Puljen finansieres af Kulturministeriets andel af udlodningsmidlerne til andre almennyttige formål og Slots- og Kulturstyrelsen administrerer puljen.
Puljen har nu været slået op for første gang, og der er i alt givet 2.097.800 kr. til 27 almennyttige kulturelle projekter.
Projekter i ind- og udland
De 27 projekter, der nu får støtte, kommer til at foregå i mange egne af Danmark, men midlerne når også til demokratilæring i Nepal, dans i Vestbengalen i Indien og en fodboldturnering i Sierra Leone.
Formålet med den nye pulje er at støtte almennyttige projekter med et kulturelt formål inden for fire områder: demokrati og menneskerettigheder, kulturbevaring, kulturforståelse og modstandsfolk fra 2. Verdenskrig.
De 27 projekter, der modtager støtte fra puljen, kan ses i aktstykket om fordeling af tilskud til almennyttige kulturelle projekter, der er tiltrådt af Folketingets Finansudvalg d. 21. februar 2019.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16