En lang række kulturinstitutioner, kommuner og kulturelle tilbud har udsigt til at få udbetalt penge efter sommerferien.
Kulturministeren har i dag oversendt første del af det kulturelle aktstykke for 2026, hvor der lægges op til at fordele ca. 260 mio. kr. af de kulturelle udlodningsmidler, som primært kommer fra Danske Spil A/S’ overskud. Det kulturelle aktstykke udmøntes årligt, og i første omgang udmøntes tilskud, som også er en del af finansloven, eller som følger af politiske aftaler samt tilskud til driftstilskudsmodtagere, som er videreført gennem en længere årrække på fem år eller mere. Yderligere midler fordeles senere på året.
Fakta
Det følger af udlodningsloven, at kulturministeren årligt skal fordele udlodningsmidlerne til kulturelle formål. Det sker på det kulturelle aktstykke. Udlodningsmidlerne kommer primært fra Danske Spil A/S’ overskud. Inden midlerne udmøntes, skal det godkendes af Folketingets Finansudvalg.