Læs mere om TV 2 Danmark A/S på deres egen hjemmeside
TV 2-regionerne
Der findes otte TV 2-regioner: TV 2 Kosmopol, TV 2 Bornholm, TV 2 ØST, TV 2 Fyn, tvSyd, TV MIDTVEST, TV 2 Østjylland og TV 2 NORD. De regionale TV 2-virksomheder er selvstændige udbydere af regionalt public service-indhold. TV 2-regionerne samarbejder med TV 2 og udsender bl.a. regionale nyhedsprogrammer på TV 2s hovedkanal.
De regionale TV 2-virksomheder er primært reguleret i radio- og fjernsynsloven, bekendtgørelse om de regionale TV 2-virksomheder og i public service-kontrakterne, som indgås mellem de enkelte regionale TV 2-virksomheder og kulturministeren.
DR, TV 2 Danmark A/S og TV 2-regionernes rolle i samfundets samlede beredskab
DR, TV 2 Danmark A/S og TV 2-regionerne indgår i Danmarks samlede beredskab og skal sikre, at danskerne holdes velinformerede i tilfælde af kriser. DR er sammen med TV 2 Danmark A/S og TV 2-regionerne lovmæssigt forpligtede til at udsende beredskabsmeddelelser fra statslige myndigheder med beredskabsansvar, jf. bekendtgørelse om DR's, TV 2 Danmark A/S' og de regionale TV 2-virksomheders forpligtelse til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning (Beredskabsmeddelelser).
Læs bekendtgørelsen nr 975 af 18. juni 2020 her
Styrelsen fra Samfundssikkerhed (SAMSIK) anbefaler, at alle husstande anskaffer en batteridreven FM-radio, så befolkningen har adgang til beredskabsmeddelelser fra myndighederne via DR’s FM-radiokanaler, hvis andre informationskanaler svigter.
Du kan læse public service-kontrakterne for de otte regionale TV 2-virksomheder her
De regionale TV 2-virksomheder har siden 2022 været finansieret over finansloven, hvilket betyder, at borgerne betaler til de regionale TV 2-virksomheder over skatten. Øvrige indtægter udgør en meget lille del af de regionale TV 2-virksomheders samlede indtægter.
HULiGENNEM
Som en del af medieaftalen 2023-2026 blev det besluttet at etablere et lydunivers målrettet børn og unge. Lyduniverset blev etableret ved udbud til en privat aktør og blev vundet af Aller Media A/S med konceptet HULiGENNEM.
Lyduniverset, der er målrettet børn og unge i alderen 3-13 år, skal stilles 20 timers nyproduceret indhold til rådighed pr. uge, hvoraf nyheder skal udgøre mindst 30 minutter.
Den nuværende tilladelse løber til og med 2026. Du kan læse mere om HULiGENNEM på deres egen hjemmeside: HULiGENNEM
Den fjerde landsdækkende FM-radiokanal
Med medieaftalen 2011-2014 blev det besluttet, at den fjerde landsdækkende FM-kanal skulle udbydes til en ny public service-aktør med krav om nyheds-, aktualitets-, kultur- og debatprogrammer.
Kanalen blev genudbudt i 2019, hvorefter RadioIIII overtog frekvensen fra Radio24syv, der havde haft tilladelsen indtil da. Radio IIII er en landsdækkende, dansk public service-radiokanal, der har hovedsæde i Aarhus. Kanalen finansieres ved bevilling på finansloven. RADIO IIII
Public service-puljen
Formålet med Public service-puljen er at sikre produktion og udbredelse af originale dansksprogede programmer af høj kvalitet med væsentlig samfundsmæssig og kulturel betydning. Public service-puljen støtter udvikling og produktion af lyd- og billedprogrammer, herunder radioprogrammer og podcast til:
- dansksprogede dramaprogrammer, dokumentarprogrammer og kulturprogrammer, og
- dansksprogede public service-programmer, der er målrettet børn og unge.
Puljen administreres af Det Danske Filminstitut, og du kan læse mere om den her: Public service puljen
Klagevejledning
Public service-medierne i Danmark er selvstændige medier, som har ansvar for egen programvirksomhed samt den økonomiske og administrative ledelse. Kulturministeriet er derfor ikke klagemyndighed for public service-medierne.
Hvis du ønsker at klage, skal du rette klagen til det pågældende medie.
Du kan kontakte DR her
Du kan kontakte TV 2 her
Du kan kontakte TV 2-regionerne via den konkrete TV 2-regions hjemmeside.
Du kan kontakte Radio4 her
Du kan kontakte Huligennem her