Kulturminister Joy Mogensen siger:
"Alle børn skal have muligheden for at få et aktivt og skabende liv med musik og andre kunstarter. Vi har brug for at give flere børn – uanset social og kulturel baggrund – nogle af de kreative udfoldelsesmuligheder, som musik- og kulturskolerne tilbyder. På den kommende finanslov ønsker regeringen derfor at afsætte midler så musik- og kulturskolerne kan øge antallet af børn og unge, der kan udfolde sig via musik, billedkunst, drama og andre kreative udtryksformer.
Under nedlukningen i foråret så vi, hvor meget samhørighed og fællesskab det giver at synge sammen. Den tradition vil jeg meget gerne være med til at udbrede, og derfor vil regeringen nu gerne afsætte midler til, at udvide antallet sangkraftcentre under Sangens Hus, så børn i alle dele af landet får mulighed for at synge.
Initiativer på regeringens finanslov
Regeringen har på finansloven i perioden 2021-2022 afsat 50 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 til kulturinitiativer. Regeringen lægger op til at ca. halvdelen af midlerne målrettes kultur- og musikinitiativer for børn, herunder nye initiativer på musik- og kulturskoler og Sangens Hus’ aktiviteter for børn. Regeringen ønsker endvidere at prioritere en videreførelse af udvalgte bevillinger til en række kulturinstitutioner, herunder Arbejdermuseet, Det Jødiske Museum, Regan Vest, Den Gamle By, Fregatten Jylland og Danmarks Underholdningsorkester.
Af finanslovsforslaget fremgår det også, at regeringen ønsker at indføre gratis adgang til egne sager på Rigsarkivet samt terrorsikring af Christiansborg.
Regeringens finanslovsforslag indeholder også en række prioriteringer på medieområdet.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16
Opdateret den 31. august 2020 så også Danmarks Underholdningsorkester fremgår.